Fodproblemer / Negle

Negle

Nedgroede negle.

Nedgroede negle er kendetegnet ved smerter omkring neglen. Huden kan blive rød, hævet og der kan forekomme betændelse.

Årsager:

For spidse sko - de trykker tæerne og dermed også neglene ind imod hinanden. Neglene begynder derfor at gro nedad for at kunne være der.

Forkert klipning af neglene. Hvis neglene bliver klippet ned i siderne, eller man "river" neglene af, kan der sidde en spids tilbage, som vokser ind i huden og giver betændelse.

 Behandling og forebyggelse:

En neglebøjle kan rette neglen op. Den lindrer oftest symptomerne med det samme.

Neglebøjlen udøver et lille træk, så neglesiderne løftes. Behandlingen gør ikke ondt, og neglebøjlen generer ikke efter påsætningen.

Neglebøjlen tilrettes med jævne mellemrum indtil neglen har fundet sin naturlige form - i hele neglens længde. Det er også vigtigt, at neglelejet, der var presset sammen under den nedgroede negl, tilpasser sig neglens nye form.

 For at bevare et godt resultat, er korrekt negleklipning og brug af rummeligt og "fodvenligt" fodtøj vigtigt. Fodterapeuten giver individuel vejledning under behandlingsforløbet.

 Med en henvisning fra egen læge til neglebøjlebehandling (ortonyxi) hos fodterapeut, yder den offentlige sygesikring tilskud til et begrænset antal behandlinger.

Medlemmer af sygeforsikringen "danmark" - gruppe 1 og 2 - får tilskud til ortonyxi.

 Andet.

Der kan godt være ømhed og nogen gange endda smerter ved neglekanterne på storetåen, uden at det behøver at være en nedgroet negl. Der kan nemlig forekomme ligtorne under neglene.

Ligtorne er hård hud der går dybt ned i huden og trykker på nervespidserne. De kommer, når der er et stort tryk på et lille afgrænset område.

 Årsag:

Når der kommer ligtorne under neglene, skyldes det som regel fodtøj, der er for smalt over forfoden eller for lav tåhøjde på skoen. Det kan selvfølgelig også være et tegn på, at neglen er ved at gro ned.

Ligtorne i neglesiderne kan i princippet opstå ved alle tæerne, men de forekommer hyppigst ved storetåen.

 Fortykkede Negle.

En fortykket negl kendetegnes oftest ved brune, gule og/eller hvide striber i neglens længderetning. Neglen kan virke lidt porøs - især på undersiden.

 Årsager:

Tryk/slag: F.eks. hvis man på et eller andet tidspunkt har tabt noget ned over, sparket imod med eller på anden måde skadet sin tånegl. Neglelejet er så blevet ødelagt og neglen fortykker.

Behandling: fodterapeuten kan slibe neglen til normal tykkelse.

 Svamp.

Vi har alle en masse naturligt forekomne svampe på kroppen, men hvis vi giver dem de rette betingelser, bliver de til gene for os. Svamp i neglene opstår ofte i forlængelse af, at man har svamp i huden mellem tæerne og under foden.

 Behandling:

kun en undersøgelse hos lægen eller hudlægen kan afgøre, om der er tale om svamp. Svamp i neglene behandles mest effektivt med receptpligtig medicin, men der kan forekomme tilfælde, hvor behandlingen ikke hjælper. Medicinen kan have bivirkninger, så det er vigtigt at drøfte problemet med lægen, inden behandlingen påbegyndes.

 Psoriasis.

Psoriasis kan også give fortykkede negle. Også patienter, der ikke har Psoriasis i udbrud, kan have psoriasis i neglene.

 Behandling:

fodterapeuten kan slibe neglene ned, men ikke altid helt til normal tykkelse, da der kan være nerver og blodkar, der er trukket op igennem neglen.

 Lilletå-Negle.

Noget af det, der oftest klages over, når det gælder tåneglene, er lilletåneglene. De forekommer i alle varianter. Nogle er fortykkede, nogle flækker i to dele, nogle er nærmest trekantede og nogle er der næsten ikke.

 Årsag.

Der er to årsager til, at lilletånegle ser ud som de gør. Den ene er tryk fra sko, der ikke er brede nok og den anden er et medfødt udseende.

 Behandling:

Fodterapeuten kan slibe og rette på neglens facon, men kan ikke få en lille negl til at blive stor.

 

 
Kirkeby Fodklinik,Statsautoriseret | CVR: 30164067 | Byvej 10, 4200 Slagelse  | Tlf.: 20822455